torsdag den 31. juli 2014

Update og lidt om mine yndlingssteder i London

Så blev det tid til opdatering her på bloggen.
Denne gang vil jeg fortælle lidt om, da mine forældre var at besøge mig og lidt om mine yndlingssteder her i London.

Mine forældre kom i starten af juli og var her i ni dage. Det var super dejligt at se dem igen, selvom der jo kun var gået to uger siden jeg tog fra Danmark. Samtidig var det rigtig skønt at få lov til at vise dem, hvordan jeg boede og vise dem ’mit London’. Jeg boede sammen med dem på et hotel i Southall som ligger i zone 4, ca. 45 min. uden for midtbyen. Southall er et indisk kvarter og i de ni dage vi boede i området så vi max 20 ikke-indere derude, men det var sjovt at prøve.
Mens de var her så vi Portobello Market, Camden, Harrod’s, Madame Tussauds, London Eye, Hampton Court Palace, spiste fish’n’chips, Sunday roast, drak afternoon tea og meget meget mere. Vigtigst af alt så vi Tour de France live! Vi stod for foden af Big Ben og så da feltet indtog Londons gader. Jeg har altid været stor fan af Tour de France, så det var en kæmpe oplevelse endelig at få lov til at se det i virkeligheden. I de ni dage gik vi utroligt meget! Der var ikke én dag, hvor vi ikke gik over 10.000 skridt. Faktisk regnede vi ud, at vi gik omkring 70 km på den uge. Det var virkelig en dejlig ’ferie’, og jeg tror også, at de syntes at det var rart at komme og se, hvor jeg begår mig til dagligt.

Nå.. lidt om mine yndlingssteder og –områder herovre. Nu har jeg været her i lidt over fire måneder, så det kan jo ikke undgås, at man får nogle yndlingssteder og yndlingsområder.

Portobello Market på en lørdag, hvor der altid er rigtig mange mennesker

Mit første yndlingsområde er Notting Hill, hvor jeg bor. Jeg synes, at det er Londons smukkeste område med de smukkeste victorianske huse – enten helt hvide eller i alle mulige forskellige farver. SÅ fint! Det er også i Notting Hill man finder Portobello Market, som også er super hyggeligt! Dog er jeg begyndt at holde mig langt væk fra markedet om lørdagen, da der er fyldt med turister, som går VIRKELIG langsomt, haha. I hverdagene kan jeg dog godt finde på at gå en tur ned gennem gaden for hyggens skyld. 

Billede fra Camden High Street 

Et andet af mine absolut yndlingsområder er Camden. Camden er faktisk et helt område, men det er særligt Camden Market, som jeg er helt vild med – også selvom det er fyldt med turister. Markedet er der alle ugens dage – dog er der flere mennesker og flere boder i weekenden. I Camden er der særligt folk med ’anderledes’ stil – punk, emo osv. På Camden Market er der utrolig meget lækkert mad, som endda også er billigt. Der er mad fra hele verden, og jeg har altid rigtig svært ved at bestemme mig for, hvad jeg skal have. Gennem Camden løber også en kanal, som man kan sidde og kigge på, mens man spiser sin mad. Super hyggeligt!


Piccadilly Circus til venstre - Leicester Square til højre

Mayfair er også et super dejligt område. Meget i Mayfair er super eksklusivt. Bygningerne er så smukke, lejlighederne er dyre, der er MEGET dyre biler og det er også i Mayfair man finder nogle af Londons mest eksklusive natklubber. Det er også i Mayfair at man bl.a. finder Piccadilly Circus, og modsat mange fastboende herovre, så kan jeg rigtig godt lide området omkring Regent Street, Piccadilly Circus og Leicester Square selvom det også er fyldt med turister. Jeg synes, at der er en helt speciel atmosfære som er virkelig hyggelig!  Jeg synes at Regent Street er fantastisk smuk – især omkring solnedgang fordi solens lys får bygningerne til at se utroligt smukke ud! Leicester Square og Piccadilly Circus er også ekstra hyggeligt om aftenen, når man ser lysreklamerne lyse op.

Borough Market fyldt med madboder

Det sidste af mine yndlingssteder er Borough Market. Det er et fantastisk marked fyldt med lækker mad. De har en afdeling med friske råvarer som man kan købe med hjem samt en afdeling med færdigmad, som man kan spise mens man er der. Alt sammen utroligt lækkert og vanedannende!


Det var alt for denne gang! Henrik har ferie, så jeg har ham endnu mere end jeg plejer at have, og det kan mærkes. Jeg er utrolig træt og udmattet hele tiden, men heldigvis er der kun godt en uge til jeg er hjemme i Danmark, hvor jeg skal på ferie i to uger. Hold nu op, hvor jeg glæder mig!

Kys fra London 


2 kommentarer:

  1. Det var dejligt at opleve London sammen med dig og se, hvor glad du er for DIN by :-)
    Kan absolut anbefale Camden og Borough, hvor man skal prøve gadekøkkenerne.

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt, at du gider lave sådan en beskrivelse. Det lyder som om London er helt fantastisk. Man får virkelig lyst til at se det igen. Tak for opdateringen. Knus herfra. Jette

    SvarSlet